Galavant anmeldelse

ABCs nye TV serie Galavant havde premiere d. 4 januar som mid season replacement for Once upon a time. Og selvom man godt kan forstå hvorfor serien bliver lanceret i samme timeslot som Once, så er det ikke noget krav at kunne lide Once for at kunne lide Galavant.

Kort fortalt så er Galavant en middelalder crazy comedy musical. Hvis man skal sige lidt mere end det, så kan vi jo starte med at fortælle at serien er skrevet og produceret af 8 dobbelte Oscar vinder Alan Menkin, som vi normalt bedst kender for at have skrevet musik til Disney klassikere som Beauty and the Beast, Aladdin, The Little Mermaid og Pocahontas. Han skriver og producerer i samarbejde med Glenn Slater som ikke er et helt så kendt navn, men han har bl.a. været med til at omsætte nogle af førnævnte Disney klassikere til broadway musicals. Historien er skrevet af Dan Fogelman, der tidligere har givet os manuskripter til bl.a. Tangled, Cars 1 & 2, og Crazy Stupid Love, så på manus og musiksiden er serien godt pakket ind i talenter der forstår både komedie og musical. Men for alle de ovennævnte talenter er Galavant alligevel en usædvanlig størrelse, hvis man ser bort fra Little Shop of Horrors og Crazy Stupid Love er ingen af deres tidligere værker så stærkt rettet mod voksne som Galavant er. Humoren i Galavant bliver aldrig decideret grotesk, men den er alligevel ret voksen og der er en del seksuelle referencer i seriens sange og replikker.

galavant3Castingen på serien er imponerende, talentmassen er stor, men blandt serien faste ensemble er det kun Vinnie Jones jeg kan nikke genkendende til, men det skyldes muligvis at jeg ikke er den store ekspert omkring musical skuespillere. Gæsterolle listen er derimod fuld af kendte ansigter, i de seks afsnit var har fået indtil nu er vi bla. stødt på Weird Al Yankowich, som leder af et acapella syngende munke boyband, Ricky Gervais som Xanax the wizard. John Stamos som den brave (og lettere selvfede yo’ momma joke fortællende) ridder Jean Hamm samt Rutger Hauer som den onde konges bror.

Plottet er en parodi på diverse ridder legender, eller som de selv kalder det i åbningsnummeret, a fairytale cliché. Seriens første afsnit åbner med en montage af Galavants (square jaw and perfect hair, cojones out to there, there was no hero quite like Galavant) lykkelige liv med sin udkårne Madalena (long legs and perfect skin, a body built for sin, a clevage you could hold a whole parade in) og deres stormende forelskelse (Ah true love was never this exstatic, nor as wildly acrobatic). Men lykken varer kort, den onde Konge Richard forelsker sig i Madalena og kidnapper hende.
Galavant dukker selvfølgelig op og afbryder Richard og Madalenas bryllup, blot for at blive afvist af Madalena, der efter at have tænkt lidt over det, har besluttet sig for at hun foretrækker rigdom og berømmelse frem for kærlighed, da det bare virker som et nemmere liv.
Og så kan det virkelige eventyr begynde… Richard har invaderet og udryddet halvdelen af befolkningen i riget Valencia, da Madalena gerne ville have rigets juvel, Galavant er blevet en fordrukken skygge af sig selv, Madelena er sprunget ud i fuld flor som en forkælet, irriterende kran der gang på gang træder på sin tøffelhelt af en fimset mand, mens hun har en affære med hofnarren og prinsessen af Valencia opsøger Galavant for at få hans hjælp til at redde hendes rige fra Kong Richard og Madalena, men også hun har en hemmelig agenda.

Så fik vi vist sparket plottet i gang, det er ikke en voldsomt dyb historie, men det er faktisk også ligemeget, plottets primære opgave er at bære en masse gode jokes og catchy tunes. Og det klarer det voldsomt godt, serien er charmerende og underholdende, selv hvis du ikke kan lide musicals synes jeg du skal give den en chance. Du skal ikke forvente at lære noget, eller for den sags skyld blive tvunget til at tænke over noget som helst, det er ren underholdning. Det er svært ikke at blive i godt humør når man ser Galavant. Humoren er voksen og plat, det er ikke uden grund at folk som Ricky Gervais og Weird Al har valgt at stille op til serien. Når joksene er sjovest vækker de minder om Zucker brødrenes legendariske Police Squad, og når de er værst vækker de minder om den første Police Academy. Generelt er serien absolut ikke bange for at være både plat og camp, men på den gode måde.

Som det nok fremgår af ovenstående så er jeg ret glad for Galavant, og jeg synes at den fortjener at alle giver den en chance. Når det så er sagt, så kan jeg godt have min tvivl om hvor godt serien vil klare sig, historisk set har musical tv serier ikke haft det nemt og vi må også se i øjnene at genren den parodierer ikke just er den mest velkendte for et ungt publikum. Det er vist en 40-50 år siden at ridderfilmen havde sin storhedstid, men jeg er sikker på at hvis vi bare kan få dem overtalt til at give den en chance, så skal vi nok få endnu en sæson af Galavant efter jeg er blevet færdig med at grine og synge med på de første 8 afsnit vi får her i første sæson.

Siden benytter cookies b.la. til reklamer, indsamling af besøgsstatistik og at sikre sidens funktionalitet. Hvis du klikker videre, accepterer du brug af cookies.

AndersDMadsen.dk benytter cookies, disse benyttes b.la. til reklamer, indsamling af besøgsstatistik, sikre sidens funktionalitet og forbedring af brugeroplevelseen. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies.

Luk