London dag 5: The Making of Harry Potter

Jeg vil gerne lige starte med en advarsel om at nedenstående indeholder spoilers, så hvis du har planer om at tage ind og se Harry Potter studierne så er det på eget ansvar hvis du læser videre.

Oppe kl. 7 og afsted for at komme til Watford Junction hvor der kører en shuttlebus til Warner Brothers Studios London. Benet er ikke faldet rigtig på plads, men det er meget bedre end i går, men det er heldigvis også ligemeget, for i dag var fantastisk!
Jeg havde fået at vide hjemmefra at det ville blive en oplevelse af de større, men præcis hvor fantastisk turen rundt i studierne til Harry Potter filmene er, skal man nok selv have været der for at kunne forklare. Selv hvis man ikke har læst bøgerne eller set filmene tror jeg det ville være turen værd. Holy hell hvor er det flot.
Jeg ankom i god tid til studierne, så jeg havde god tid til at se mig lidt omkring inden det blev min tur til at komme ind kl. 11:30, så jeg gik i Harry Potter butikken, nøj den er stor og fuld af ting man gerne vil eje, og selvfølgelig også en hel del ting jeg aldrig ville lukke ind i mit hjem, men jeg fik spottet et par ting jeg ville købe når jeg kom ud.
Kl. 11 gad jeg ikke rigtig vente mere, så jeg forhørte mig om jeg kunne få lov at smutte ind med et hold før tid, det var intet problem. Mens jeg stod i kø kom en af de helt utroligt venlige medarbejdere hen og småsnakkede lidt og hørte til hvor jeg kom fra og hvorfor jeg var i England osv. jeg fik fortalt at turen herover var  min fødseldagsgave til mig selv, og at jeg havde fødselsdag i onsdags. Det resulterede så i at hun udstyrede mig med et lille badge der venligt informerede alle om at jeg var dagens stjerne, for jeg var fødselsdagsbarn. Det var jo meget sjovt, det viste sig så dog at der også er forpligtelser med til mit fine badge.
Turen starter med en film hvor stjernerne fra filmen fortæller om deres oplevelser med at have arbejdet i disse studier de sidste 10 år. Herefter går turen så ind i den store spisesal, og her kom så mine forpligtigelser ind i billedet, åbenbart får fødselsdagsbørn lov at åbne den store dør ind til settet, det var jo ganske sjovt, omend det nok havde været lidt sjovere hvis jeg var 20-25 år yngre :)
Efter spisesalen går turen forbi en masse kulisser og rekvisitter, og pludselig er man i en stor gård, her er der så bla. en fullsize model af Hogwarts broen, privet drive og potter familiens hus fra Godrics hollow. Her kan man også nyde et glas butterbeer, hvilket jeg så ikke fik gjort da jeg havde fået det indtryk at man også kunne få det senere på turen (hvilket man ikke kan), så husk lige det hvis du kommer derover. I næste bygning var det så blevet tid til at kigge på de masker de forskellige karakterer havde på. Efter det gik turen til Diagon Alley, et voldsomt imponerende syn for at sige det mildt. Det troede i jeg så umiddelbart ville være turens højdepunkt, men min audioguide (indtalt af Tom Fenton/Draco Malfoy) havde godt nok hintet om at der ventede mig noget spændende lige om hjørnet, men ingen ville rigtig sige hvad det var, der var også et par vagter jeg talte med der stod nærmest småfnisende og fortalte at jeg skulle glæde mig. Efter at have brugt et godt stykke tid på at rende rundt og skyde billeder af Gringottes, Florish and Blotts og alle de andre butikker var det så blevet tid til at gå videre.
I næste rum var der fyldt med whitemodels (små modeller af de forskellige sets som man bygger kulisserne i fuld skala efter), de var ganske facinerende, men det var måske ikke lige hvad jeg havde ventet, men så gik jeg gennem en dør. Og så er det så her de der spoilers jeg advarede om i starten dukkker op.
Inde i et ganske stort rum står der en gigantisk model af hele Hogwarts og de omkringliggende områder, det er et latterligt imponerende syn, og man kan glo på den i timevis og blive ved med at se nye detaljer, det lyder måske fjollet at der blev skabt så meget hype omkring det, men det er bare helt vildt flot og facinerende, det viser sig at ingen af de mange mange klip i de første seks film hvor man ser Hogwarts udefra/oppefra/nedefra/wherever ikke er computerskabte som jeg egentlig altid havde troet, de er alle filmet på denne model, som vist havde taget 7 måneder at bygge hvis jeg ikke husker helt forkert.

EXIT THROGH THE GIFTSHOP!
Jeg er så glad for at jeg havde booket en tidlig tur, og at jeg var kommet i så god tid at jeg kunne nå at kigge rundt i butikken inden turen startede, for da jeg kom ud igen var butikken fuld af mennesker og det var ikke helt nemt at komme til. Jeg fik købt Luna Lovegoods tryllestav og en møntsamling fra Gringotts, og så var det sådan set tid til at tage mod lufthavnen.

Slut på den tur

Her sidder jeg så nu, og har ca. en time jeg skal nå at brænde af.
Det har været en helt fantastisk tur, og jeg må konstatere at jeg så godt kan tage på ferie alene, hvornår jeg skal afsted igen og hvorhen tør jeg ikke udtale mig om, men jeg er ikke helt sikker på at der kommer til at gå 12 år igen.

 

PS: 15617

You may also like...

Siden benytter cookies b.la. til reklamer, indsamling af besøgsstatistik og at sikre sidens funktionalitet. Hvis du klikker videre, accepterer du brug af cookies.

AndersDMadsen.dk benytter cookies, disse benyttes b.la. til reklamer, indsamling af besøgsstatistik, sikre sidens funktionalitet og forbedring af brugeroplevelseen. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies.

Luk