London dag 2: The science museum og en blå dør

I aftes havde jeg endnu ikke helt besluttet mig for om jeg skulle på gammeldags sightseeing eller se på videnskab. Da jeg stod op i morges var jeg til gengæld helt overbevist om at jeg ikke gad bruge en masse tid på transport, så valget faldt på the science museum da det ligger ganske tæt på hotellet. Det blev ikke et valg jeg fortrød. Jeg endte dog lige med at tage en omvej på vejen derover da jeg gik forbi et Notting Hill skilt, som de fleste ved er Notting Hill udover at være en bydel også en forholdvist kendt film, muligvis ikke en af filmhistoriens største mesterværker, men det er en film som jeg er endt med at se flere gange med mor og Peter, på et niveau hvor selvom vi alle ejer den på DVD har vi skam også set den en enkelt gang eller to på TV, bare sådan fordi det er da nu også en meget god film. Så jeg blev da nødt til lige at smutte forbi den der berømte blå dør Hugh Grant boede bag og tage et par billeder.

På vej tilbage fra Notting Hill faldt jeg over en lille gadehandler der solgte fantastisk retrolegetøj, og endte så selvfølgelig med at købe en tinrobot. It iis awesome.

Nå, frem til museet, der er alt for meget at berette derfra til at jeg orker at skrive om det hele, og dermed nok også til at i gider læse om det hele (men der er indsat masser af billeder derfra). Højdepunktet på museet for mig var så helt og uden tvivl rumfartsafdelingen. Der var en masse dele af udstyret fra månelandingerne udstillet der. Så var der også lige en gennemgang af computerens historie, og det er jo også noget der muligvis tiltaler mig en lille smule. Her kunne man forøvrigt få lov til i bogstaveligste forstand at komme i nærheden af en af historiens mest berømmede hjerner, mere bestemt så står Charles Babbages hjerne udstillet i et fint lille glas midt i udstillingen, men af uforklarlige årsager så jeg absolut intet til Alan Turing, men jeg har en ide om at han måske i stedet har en udstilling på et af krigsmuseerne.

På vej ud gik jeg også forbi Royal Albert Hall, den må har stjålet min opmærksomhed en del, for det var først på vej tilbage at jeg bemærkede det diskrete mindesmærke Vircoria med vanlig royal beskedenhed havde fået bygget for Albert på den modsatte side af vejen. Selvom det muligvis er en smule for pompøst for min smag blev jeg da nødt til lige at kigge forbi og skyde et par billeder af det. Og så var klokken blevet aften, og benene var ømme igen. Skridttælleren endte i dag på 22936.