Please note that this article was originally posted on one of my older now defunct websites, you can read more about how it ended up here and why some of the links in it might not work in the section The popcore archives.

Politiske dramaer har der været mange af på TV gennem tiderne, men få har været så velspillede og overraskende som den amerikanske udgave af House of Cards.

Der er som sådan ikke meget nyt i House of Cards udlægning af hvordan Washington fungerer, politikere er magtliderlige, det er vigtigere at beholde sin plads i senatet end at hjælpe de folk der stemte en derind, journalister er villige til at gøre alt for en god historie osv. Men med Kevin Spacey i hovedrollen og David Fincher (instruktør af bla. Se7en og The Social Network) som en af instruktørerne kan resultatet ikke blive helt dårligt, og det er da også nærmere et fænomenalt slutresultat de har opnået. Som sagt ikke fordi der er voldsomme mængder af nytænkning i showet om hvordan politik hænger sammen, men fordi det er så ustyrligt veldrejet.
Serien starter med mødet med Francis Underwood (Kevin Spacey) der er det man vel bedst kan kalde for en levebrødspolitiker, i åbningsscenen ser vi Underwood aflive en hund der er blevet kørt over med sine bare næver mens han fortæller seeren lidt om sig selv og hans syn på verden. Det sker ofte serien igennem at man oplever Spacey bryde den fjerde væg (dvs. når en skuespiller henvender sig direkte til publikum), og effekten af det er fantastisk, at bryde den fjerde væg er ikke altid en lige vellykket effekt, men i House of Cards virker det genialt.

Efter stemningen er blevet lagt følger vi herefter Underwood der regner med (og er blevet lovet) at han er sikker på at få udenrigsministerposten som tak for at have hjulpet præsidenten med at blive valgt. Og da dette så ikke sker og han må se på mens en anden får posten beslutter han sig for at hævne sig og det store politiske drama kan begynde.

Udover den gennemgående historie om Underwoods hævn har serien en stribe sideløbende historier om journalisterne omkring det hvide hus, andre politikeres kamp, Underwoods kone og hendes velgørenhedsorganisation, samt de gamle medier (avisernes) kamp mod de moderne medier (internettet).

House of Cards er en af de bedste serier jeg har set i mange år, og hvis du ikke allerede er netflix abonnent så burde House of Cards nok være et godt argument for at tage imod den gratis prøveperiode.

Udover at være en fantastisk serie så skriver House of Cards sig ind i TV historien fordi den er produceret af Netflix, det må uden tvivl være den største produktion af en serie nogensinde (med et budget for de første 13 afsnit på omkring 100 millioner dollars) der bliver vist direkte på nettet og aldrig får en TV premiere. House of Cards har været en kæmpe satsning, og vil uden tvivl sætte sit præg på hvordan TV distribution kommer til at foregå i fremtiden, alene det at alle 13 afsnit af første sæson kunne ses fra dag 1 er jo ganske uhørt, og hvor er det dog befriende at man ikke skal sidde og vente til at det passer en eller anden TV station at vise sine serier, men at man bare kan se dem når det passer en. House of Cards har på alle måder været en gigantisk sejr for netflix.