Anmeldelse: Den gode dinosaur

Popcore arkiverne: Jeg har gennem tiderne haft flere andre sider på internettet, noget af indholdet fra disse sider har jeg af den ene eller anden grund fundet bevaringsværdigt, og det kan derfor nu findes i denne samling jeg kalder “Popcore arkiverne” (en af mine tidligere sider hed popcore.dk). Da denne artikel oprindeligt er skrevet på en anden side kan jeg ikke garantere at alle billeder og links fortsat fungerer, men jeg håber du nyder artiklen alligevel.

Den gode dinosaur er Pixars sekstende spillefilm, den har den utaknemmelige opgave at være deres næste film i rækken efter Inderst Inde, der nærmest universelt er blev hyldet som et mesterværk, så der er meget at leve op til.

Jeg må ærligt indrømme at jeg ankom til visningen af Den gode dinosaur med forholdsvist lave forventninger, i dens markedsdføring ligner den en film der mest er henvendt til den yngre del af familien, men det er den heldigvis ikke, det er en film som sagtens kan ses af hele familien. En anden grund til mine lave forventninger, er at filmen har haft en tumultisk skabelsesprocess, der bl.a. resulterede i at instruktøren blev taget af projektet, faktisk stod det så grelt til at man under produktionen endte med at kassere alt hvad der var animeret og indspillet og startede på et helt nyt manuskript og lavede nye indspilninger med stemmeskuespillerne, så det endte med at filmen blev voldsomt forsinket og meget dyrere end budgetteret, den skulle oprindeligt have haft amerikansk premiere i maj 2014, men endte med at udkomme over there i november 2015, og havde så premiere herhjemme den 7. januar 2016. Det er normalt ikke et positivt tegn når produktionen går sådan, men nu er det jo Pixar, de kan bare noget ingen andre kan, og i sidste ende er det jo egentlig yderst positivt at de vælger at kassere et par års arbejde frem for at udgive et produkt som de ikke er helt tilfredse med, som mange andre filmselskaber ville have gjort, og den gode nyhed er at strabadserne har været det værd.

Præmissen for filmen er ret simpel. Hvad nu hvis den meteor der ramte jorden og udryddede dinosaurne havde ramt ved siden af. Den præmisse bliver så ikke brugt til ret meget, men det er nok ganske realistisk, nogle millioner år efter at meteoren flyver forbi vor lille jord regeres planetes stadig af dinosaurne, de har dog udviklet sig og har lært sig brug af simple værktøjer og har udviklet meget simpelt landbrug, ca. på stenaldermenneske stadiet. Mennesker er også dukket op, men stadig i deres mest primitive form.

Vi møder i dette alternative univers den diminutive dino Arlo og hans familie, de er en simpel landbrugsfamilie, der dyrker afgrøder på en lille mark ved siden af deres hule. Arlo er en meget lille dinosaur af sin art, han føler aldrig at han rigtig slår til i forhold til sine velvoksne søskende, dette forsøger hans far at ændre på ved at give ham til opgave at fange krapylet (et menneskebarn) der bliver ved med at stjæle fra deres vinterforråd, desværre fejler Arlo også i denne opgave og begiver sig i følgeskab med sin far ud for at fange krapylet.
Jeg afslører nok ikke for meget ved at fortælle at Arlo ender med at slå sig sammen med krapylet på sin rejse efter mening i tilværelsen, da det fremgår ret tydeligt af filmen markedsføringsmaterieale. Filmen udvikler sig til at være en film om venskaber på trods af forskelligheder, og kan vel bedst betegnes som en coming of age film.

Teknisk er der absolut ikke en finger at sætte på Den gode dinosaur, faktisk er filmen er i visse scener forblindende smuk. Aldrig har computergenererede landskaber været så smukke, og aldrig har vand set så godt ud i animationsfilm. Men hvor omgivelserne er vanvittigt detaljerede og smukke, så er dinosaurne meget tegnefilmsagtige og karikerede, hvilket er en kombination der virker bedre end det burde, men det kan af og til ødelægge illusionen en smule.

Heldigvis lever filmens handling næsten op til dens visuelle kvalitet, det er ikke nogen original film, og mange gange under filmen blev mine tanker ledt hen på Løvernes konge, som den lader til at have lånt en del af sit plot fra, men hvis man skal låne fra nogen er det bestemt også et af de bedre steder at starte. Filmen er charmerende, sjov og meget rørende. For det lidt ældre publikum er filmen nok rimeligt forudsigelig. Men når man får så flot en film og em hjertevarmende en historie så går det nok at man føler man har set det før. Filmen når på ingen måde til toppen af Pixars kanon, men placerer sig med sin uoriginale, men velfortalte, historie et sted i midten, den vil aldrig blive en klassiker på linje med Wall-E, Toy Story eller Inside Out, det er den for banal til, men den er uden tvivl allerede en af årets bedste familiefilm, og bestemt værd at afsætte en eftermiddag i biografen for at se.

 
[star rating=”3.5″ max=”6″]